Om behandlinger med frugtsyre

Hanne skovmose har i årevis døjet med akne - Læs her om hendes erfaringer med behandlinger med Md formulations frugtsyre hos os...

Frugtsyrebehandlingerne hos Aarhus Hudplejeklinik har betydet ALT for mig.

Efter årevis med alvorlige problemer med akne har jeg endelig fundet noget der virker. Det lyder som en dårlig reklame, men det er faktisk præcis det, som jeg har oplevet på egen krop.
Mine hudproblemer startede allerede, da jeg var teenager. Jeg holdt det væk med Tetracyklin (et antibiotikum), som jeg tog gennem flere år. Efter at være blevet gjort opmærksom på de skadelige virkninger ved at tage for meget antibiotika stoppede jeg med behandlingen.

Da jeg var i starten af 20’erne, blussede mine hudproblemer op igen, denne gang med fornyet styrke. Der var tale om bylder og massiv akne. Denne gang kunne det ikke klares med antibiotika, og jeg fik i stedet behandling med Roaccutan. Det er en meget stærk kur, som har en del bivirkning bl.a. udtørring af slimhinder. Kuren virkede, - for en tid.

Efter nogle år var aknen tilbage igen med fuld styrke. Jeg forsøgte nu at gå en mere alternativ vej og forsøgte mig med zoneterapi, akupunktur, radikale kostændringer og irisanalyse ved Frede Damgård og Schramek hudbehandlinger. Metoderne hjalp en smule, men det blev aldrig helt godt. Jeg havde efterhånden accepteret, at jeg åbenbart måtte leve med uren hud, der svingede mellem at være nogenlunde til at være meget slem. Jeg havde også accepteret, at min hud var styrende for mit sociale liv. Hvis det stod meget slemt til, så kunne jeg finde på at blive hjemme fra sociale arrangementer, som jeg ellers gerne ville med til. Jeg havde en skræk for spejle, fotografering og at stå for tæt på folk, hvilket alt sammen selvsagt gik meget ud over min selvtillid og livskvalitet.

Da jeg for et halvt år siden skulle starte på et nyt arbejde, eskalerede min akne endnu engang og blev meget slem. Nu kunne jeg ikke mere, jeg var klar til at opgive og gå tilbage til medicinen, selvom jeg vidste, at det kun virkede for en tid, og at der var mange bivirkninger. Nu skulle det bare holde op!

Tilfældigvis ligger Aarhus Hudplejeklinik i samme bygning som min læge. Undervejs gennem årene har jeg også prøvet mange forskellige kosmetologer, cremer og behandlinger, og jeg havde for længst opgivet tanken om, at det skulle kunne hjælpe mig. Så da jeg på vej op til lægen efter en recept kom ind i klinikken, var det ikke fordi, at jeg troede, at jeg kunne få hjælp til min akne. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor jeg kom forbi, men her mødte jeg Jannet, som kiggede på mig og sagde, at hun lovede, at hun kunne få min akne væk. Jeg blev helt paf, men også mistroisk. Når man har prøvet så mange metoder, cremer og behandlinger gennem så mange år, så holder man op med at tro på, at noget kan virke.

Men Jannet var alligevel så overbevisende, at jeg lagde medicinen på hylden og prøvede frugtsyrebehandlingen. I dag er jeg så taknemmelig for, at hun fik mig overbevidst, for nu sidder jeg her et halvt år efter og har opnået det bedste resultat med min hud til dato. Nu svinger den fra INGEN til enkelte små udbrud. Derudover er min hud også generelt blevet meget pænere i farven og strukturen. Så jeg kan absolut ikke anbefale behandlingen nok!

De effektive produkter og Jannets omsorg og ukuelige tro på projektet har betydet ALT for mig. Jeg troede, at jeg var nødt til at acceptere uren hud. jeg troede simpelthen ikke på, at der fandtes en løsning på problemet. Men det gjorde der, og nu behøver jeg ikke lade min hud styre mit liv.

Jeg svarer gerne på spørgsmål, så hvis du er interesseret, så kan du kontakte Jannet og få min mailadresse.

Hanne Skovmose